Weekly News

Alarm under huden

CGM hjælper diabetespatienter ved løbende at monitorere bloksukkerniveauet og alarmere patienten, hvis blodsukkeret er for højt eller lavt.

Kontinuerlig Glukose Monitorering, typisk omtalt under sin engelske forkortelse CGM, er et alternativ til manuel måling af blodsukker. Monitoreringen sker fra en lille sensor, som monteres under huden på patienten og fungerer i seks dage. Herfra sender den løbende informationer om patientens blodsukkerniveau, hvilket både muliggør alarmering i tilfælde af for højt eller lavt blodsukker og et overblik over niveauerne på tidspunkter, hvor det ville være vanskeligt eller ubekvemt at måle manuelt. Sensoren kan ligeledes sende besked til en insulinpumpe, som kan regulere niveauet.

– Det gode ved CGM er, at den ikke bare fortæller, hvordan blodsukkeret er lige nu, men også viser en kurve over, hvordan det har været i sensorens levetid. Det kan man bl.a. have glæde af om natten, hvor det er de færreste, der synes, det er sjovt at skulle stå op flere gange for at måle blodsukker. Dels kan man sove trygt, fordi man ved, at man bliver alarmeret, hvis blodsukkeret er for højt eller lavt. Dels kan man se en tendens i forhold til blodsukkerets udvikling hen over natten, forklarer Henrik Ullits Andersen, overlæge ved Steno Diabetes Center Copenhagen.

CGM er ligeledes en fordel i forhold til at holde øje med blodsukkeret i forbindelse med fysisk aktivitet, fortæller Henrik Ullits Andersen. Den lille sensor, der sidder i maveskindet, kræver ikke, at man holder en pause fra løbeturen, fodboldkampen eller svømmeturen, som en traditionel blodprøve gør. Endvidere er CGM en fordel for patienter, der har lidt af diabetes i mange år.

– Hvis man har mange års diabetesvarighed, kan man miste de signaler, som gør, at man selv registrerer, at blodsukkeret er ved at blive for lavt, f.eks. at man ryster, sveder eller bliver sulten. Nogle har slet ikke de signaler, så de går lige fra at have det godt til nærmest at være bevidstløse. Det er vældig ubehageligt, og der er CGM en rigtig god ting, både fordi den kan alarmere, og fordi den, hvis den er tilsluttet en insulinpumpe, kan stoppe for insulintilførslen, inden blodsukkeret når at blive rigtig lavt, siger Henrik Ullits Andersen.

CGM tilbydes kun til patienter med type 1-diabetes, og det er der både økonomiske og medicinske årsager til.

– I princippet kunne det virke lige så godt på type 2-diabetespatienter. Der er bare ikke lavet så mange undersøgelser af det. Desuden er det ikke alle type 2-patienter, der får insulin. Så behovet for alarm mod for lavt blodsukker er det en meget lille gruppe, der har. Samtidig er det et spørgsmål om økonomi, da CGM er en bekostelig behandlingsform, afslutter Henrik Ullits Andersen. 

Fakta

CGM er en forkortelse for Continuous Glucose Monitoring og fungerer ved, at en lille sensor placeres under huden på patienten, hvorfra den løbende rapporterer om blodsukkerniveauet til en modtager og for nogle patienter også til en insulinpumpe, som regulerer insulintilførslen efter sensorens informationer.

Del

Journalist

Tobias Petersen

Andre artikler