Weekly News

Bevar livskvaliteten

I 2011 fik Charlotte Bircow konstateret kræft i sit ene bryst. I dag er hun raskmeldt. Et interview om tanker, reaktioner og valg, når kræften rammer.

Man tænker: Gud, hvad skal jeg sige til mine børn?

I 2011 opdagede Charlotte Bircow en knude i sit ene bryst, som hun i første omgang troede var arvæv efter en udskiftning af brystimplantater og derfor ikke tænkte videre over. Men da knuden ikke forsvandt, kontaktede hun sin læge, og efter en undersøgelse fik hun beskeden, alle frygter: Du har kræft. En besked, Charlotte modtog med lige dele overraskelse og skepsis.

– Jeg blev selvfølgelig ekstremt overrasket, for jeg har jo altid været denne her meget, meget sunde person, både fysisk og mentalt. Ikke forstået på en fanatisk måde, men på en ganske almindelig sund måde. Jeg har altid dyrket meget motion, spist sundt, været i godt humør og sådan, så jeg tænkte: Jeg kan ikke have kræft. Selv om jeg havde mærket knuden, tænkte jeg: Det kan ikke være rigtigt, når jeg er så sund, som jeg er, fortæller hun og tilføjer:

– Jeg kan huske, at jeg sagde til lægen: Hvor sikker er du på det her? For jeg følte mig overhovedet ikke syg, og jeg kunne slet ikke forstå, at jeg skulle have kræft.

Men lægen fastholdt, at Charlotte havde den frygtede sygdom, og da hun forlod konsultationen, tænkte hun med det samme på sine børn.

– Man tænker: Gud, hvad skal jeg sige til mine børn? Det var min første tanke: At nu ville mine børn blive kede af det, siger hun og fortsætter:

– Og den næste tanke, man får, det er så: Dør jeg af det? Og så: Hvorfor fanden har man fået det? Det er i de step, det kommer, i hvert fald for mig. Tiden der fulgte, beskriver Charlotte som en periode, hvor hun ikke var syg i traditionel forstand.

– Jeg følte mig jo ikke syg. Jeg følte mig hverken træt eller sløj, og jeg var ikke engang forkølet. Jeg havde bare en knude, fortæller hun.

Denne kropslige oplevelse af sygdommen formede samtidig Charlottes forhold til den. I stedet for at opfatte sig som syg, opfattede hun sig som værende i en tilstand, hun skulle videre fra.

– Jeg har aldrig kaldt mig selv syg, faktisk. Kræft er selvfølgelig en sygdom, fordi man kan dø af den. Men man kan også komme over den, så man kan også kalde det en tilstand, og det var egentlig det, jeg gjorde. Jeg sagde: Okay, jeg er i en tilstand lige nu, hvor jeg åbenbart har et eller andet, jeg skal have ud af min krop. Og tænkte: Jamen, så må jeg jo gøre det så godt, jeg kan, for min krops skyld, forklarer hun.

Charlotte understreger, at hendes indstilling ikke må forveksles med at benægte sygdommens alvor. Det handler ikke om at lade være med at forholde sig til den situation, man er i. Tværtimod, siger hun, skal vi blive bedre til at tale om de svære ting. Også døden og risikoen for den. Det påpeger hun, da jeg spørger hende, om der ikke med kræft følger en følelse af magtesløshed.

– Jo, det gør der. Jeg tror, det skyldes, at vi mennesker meget gerne vil kunne kontrollere de omstændigheder og begivenheder, der er i vores liv. Men det kan vi ikke, svarer hun og uddyber:

– Du kan ønske og ville tingene nok så meget, men du er på ingen måde herre over, hvad der sker i dit liv. Kun over, hvordan du vælger at reagere på det. Og det, tror jeg faktisk, er en rigtig vigtig indstilling at have. Man er nødt til at slippe kontrollen og sige: Godt så, der kommer det til mig, der kommer, og så må jeg tage den derfra.

For Charlotte var denne indstilling udgangspunktet for de valg, hun foretog, mens hun var syg. Det første, hun gjorde, var at tale med sine børn om sygdommen. Dernæst med sine nærmeste pårørende. Samtidig valgte hun at fokusere på det, hun selv havde indflydelse på, ikke mindst sin kost, sin fysik og sit generelle velvære. Et fokus, hun anbefaler til alle kræftramte.

– Rent fysisk har du nogle værktøjer, du kan gøre brug af. Du kan motionere. Det har en stor betydning for din chance for at overleve og også for, hvordan du kommer igennem det. Du kan sørge for at spise sundt, du kan sørge for at få frisk luft, du kan sørge for at få nogle gode grin i løbet af dagen, og du kan blive ved med at arbejde. Man skal blive ved med at have sin normale hverdag, så meget man overhovedet kan. Det er helt klart noget, der er med til, at man kommer lettere igennem, siger hun og tilføjer:

– Selvfølgelig er der nogle mennesker, der går fuldstændig ned med et brag i sorg. Og det skal der også være plads til. Men jo hurtigere, man kommer op, jo lettere bliver det at komme igennem.

Charlotte blev raskmeldt i 2012 og lever i dag et aktivt liv. Jeg interviewer hende telefonisk, fordi hun er på Lanzarote, hvor hun afholder træningsture og selv træner. Hun fortæller, at kræftbehandlingen har givet hende nogle stråleskader på den ene lunge, men at det ikke er værre, end at hun er i stand til om et par uger at gennemføre verdens hårdeste ironman for anden gang, siden lægerne erklærede hende kræftfri.

Kræft fylder stadig meget i Charlottes liv, men på en anden måde end for de fleste. Hun kontaktes jævnligt at personer, der enten selv er syge, eller som er pårørende til kræftramte, og dem bruger hun meget tid på at tale med. Både om livet og om døden. I det næste kursus, hun afholder på øen, deltager en kvinde, som er uhelbredeligt syg af kræft, og som har fravalgt livsforlængende kemoterapi til fordel for motionen og de oplevelser, turen giver. Et valg, Charlotte godt kan forstå. Om sin egen risiko for igen at få kræft og ikke kunne blive helbredt gentager hun, at man må nøjes med at forholde sig til det, man er herre over, og få det bedste ud af livet, mens man har det.

– Jeg tænker ikke over det. Jeg tager det, som det kommer. Jeg er 55 år, og hvis jeg skal leve, til jeg bliver 100, har jeg ikke tænkt mig at bruge de næste 45 år på at være bange for at dø, siger hun.

Fakta

Charlotte Bircow er foredragsholder, mental og fysisk sundhedsrådgiver, iværksætter og forfatter samt ambassadør for Kræftens Bekæmpelse og Hjerteforeningen. Hun skrev i 2012 bogen ’Kræft æde mig – nej!’, som er en personlig fortælling om hendes sygdomsforløb og de tanker, hun gjorde sig undervejs.

Del

Journalist

Tobias Petersen

Andre artikler