Weekly News

Drop nu forfængeligheden

Sådan lyder beskeden fra den tidligere landstræner i fodbold Morten Olsen, som ventede alt for længe med at få de høreapparater, der forbedrede livskvaliteten markant.

Det mest tossede er, at jeg ventede så længe med at gøre noget ved problemet.

Hvad siger du? Kan du ikke gentage spørgsmålet? Kan du tale lidt højere, jeg hører vist ikke for godt; måske er jeg kommet i reparationsalderen.

Spørgsmålene og konstateringen kom ofte på DBU-pressemøderne i tiden, hvor Morten Olsen stod i spidsen for landsholdet. Landstræneren var selv træt af, at det var ham, som skulle stille journalisterne spørgsmål og ikke omvendt, men faktisk havde hørelsen ikke haft det for godt i mange år.

– Efter et pressemøde blev jeg kontaktet af nogle producenter af høreapparater, som mente, at jeg muligvis havde et problem. Og så fik jeg endelig taget mig sammen til at gøre noget ved det; selv om jeg i en årrække havde vidst, at der var noget helt galt, fortæller den tidligere landstræner.

Allerede i 20’erne i sin aktive karriere som fodboldspiller begyndte Morten Olsen at få problemer med hørelsen, men i begyndelsen generede det ikke så meget. Dog nåede Morten Olsen selv at spille 102 landskampe og var et stykke inde i sin trænerkarriere, før høreapparaterne blev en realitet. Morten Olsens forløb følger et helt typisk mønster. Alt for mange går rundt med ubehandlet høretab. Det går ikke blot ud over livskvaliteten, men kan medføre andre gener som demens.

– Det kom ikke som en kæmpe overraskelse, at jeg fik problemer med hørelsen, fordi min mor lider af nedsat hørelse. Jeg vidste, der var en risiko for, at jeg ville arve den sygdom, som er en type forkalkning, der giver nedsat hørelse på begge ører, fortæller Morten Olsen.

Præcis som den tidligere landstræner tøver rigtig mange danskere med at få høreapparater. Undersøgelser viser, at de fleste venter tre år, før de begynder at gøre noget ved det – også selvom vi i Danmark kan få tilskud til høreapparater.

– Det mest tossede er, at jeg ventede så længe med at gøre noget ved problemet. Det skyldes udelukkende forfængelighed, som jeg tror, især os mænd lider af. Men høreapparaterne er så små, de gemmes inde i øret og kan jo slet ikke ses. Det kan livskvaliteten til gengæld, for den er blevet så meget større, fortæller Morten Olsen og uddyber:

– Når jeg oplever, at en af mine venner eller bekendte begynder at døje lidt med hørelsen, skubber jeg på, så de kommer ud over den dumme forfængelighed og får gjort noget ved det. Det vil jeg også opfordre alle andre danskere til, for et høretab påvirker det sociale liv, og det er svært at følge med i samtalerne, når livet leves i brudstykker.

Behovet for høreapparater begynder ofte med, at volumenknappen på fjernbetjeningen kommer på overarbejde. Og hos Morten Olsen pegede det i samme retning. Når TV’et blev tændt, flygtede hundene ud af stuen, fordi volumenknappen blev alt for flittigt brugt.

I dag er høreapparaterne en så fast del af Morten Olsens liv, at han på ferier er sprunget i vandet med høreapparaterne i øret – simpelthen fordi han helt glemmer, at de sidder der.

– Det er altså ikke noget, jeg kan anbefale, at man gør, men det viser jo meget godt, hvor integreret en del høreapparaterne er blevet af mit liv. Jeg tager dem kun ud, når jeg sover, siger Morten Olsen med et smil.

Det gik også forholdsvist gnidningsfrit at vænne sig til høreapparaterne i den første tid.

– Pludselig kunne jeg høre køleskabets brummen, og uret der gik. I starten var det lidt irriterende, men jeg vænnede mig hurtigt til at høre livet igen, fortæller den tidligere landstræner.

For nyligt på en flyrejse var det de andre rejsendes nysgerrige blikke, der mindede Morten Olsen om de små apparater i ørene:

– Jeg sad og rockede løs til musik, mens andre passagerer lidt forlegent smilede til mig, for jeg havde jo ikke høretelefoner koblet til min smartphone. Jeg kan via bluetooth høre musik i mine høreapparater. Så folk tænkte: Sikke da en tosse, der sidder der.

I dag bruger Morten Olsen meget af tiden i Belgien, hvor han nyder tilværelsen sammen med sin belgiskfødte kone. Fodbolden er tilsyneladende sparket til hjørne, og den tidligere landstræner indrømmer, at det har været godt med en pause fra grønsværen.

– Der skal virkelig meget til, og det skal være et helt exceptionelt tilbud, hvis jeg skal tilbage til fodbolden igen. Nu nærmer jeg mig jo også kraftigt pensionistalderen, som jeg jo deler mellem Danmark og Belgien, siger den måske pensionerede fodboldtræner.

Så kom ind i kampen. Har du mistanke om høretab, så drop forfængeligheden og få taget en høretest. Det tager 15 minutter, men vil forbedre livskvaliteten markant. 

Fakta

• Ca. hver sjette – altså omkring 800.000 danskere har problemer med hørelsen.

• Halvdelen af alle danskere over 75 år har nedsat hørelse.

• Godt 300.000 danskere bruger høreapparat eller andet teknisk hjælpemiddel som følge af nedsat hørelse.

• Godt og vel 300.000 danskere mellem 19 og 60 år har vanskelighed med at følge med i en samtale mellem flere end to personer.

• Mænd mister generelt hørelsen tidligere end kvinder.

Kilde www.hoerelse.info

Del

Journalist

Pia Bundgaard Hansen

Andre artikler