Weekly News

Gravide søger privat rådgivning og træning hos jordemødre

Den offentlige fødselsforberedelse når ikke hele vejen rundt, lyder kritikken fra både gravide og privatpraktiserende jordemødre.

Det er meget svært at sætte forberedelsen på formel, så det passer på alle.

Skal man gispe, pruste, hvæse eller brøle for at få den bedste vejrtrækning, når veerne raser? Og hvad kan barnets far og omgivelserne i øvrigt gøre for at fødslen bliver så god en oplevelse som muligt for mor og barn?

Spørgsmålene er mange for de førstegangsfødende, der da også flittigt benytter den fødselsforberedelse, som det offentlige tilbyder, og i øvrigt søger information på bl.a. internettets mange fora. Men for en støt voksende gruppe er hverken den offentlige fødselsforberedelse eller den information, de selv kan indsamle, tilstrækkeligt. De vælger i stedet at betale for et privat fødselsforberedelseskursus ved siden af det offentlige forløb.

Et af de steder, hvor man har oplevet en voldsom efterspørgsel, er Yogajordemoder.com, der drives af jordemoder, yogalærer og lydterapeut, Camilla Lund.

– Da jeg startede i 2006 med at udbyde fødselsforberedelse og yoga, tror jeg, vi var to i hele landet. Siden da er det eksploderet, hvilket selvfølgelig vidner om et meget stort behov, fortæller hun.

Camilla Lund tilbyder forløb, der alle har som mål at kvinder og deres familier føler sig trygge i graviditet og fødsel. Det er nemlig ikke altid, at den offentlige fødselsforberedelse og de tilhørende jordemoderkonsultationer formår dette.

– I det offentlige er der f.eks. meget lidt fysisk fødselsforberedelse. Hvis man er heldig, tilbyder ens region tre-fire gange forberedelse, og det foregår typisk sammen med en hel masse andre gravide. Dertil kommer, at kvinden kun møder jordemoderen fire-fem gange af ca. 20 minutters varighed. I løbet af den korte tid skal de nå at snakke om babyens vækst, kvindens levevis, kost og motion, og der skal måles blodtryk og tales om amning og forberedelse til fødsel. Det er alt for kort tid til så mange vigtige emner, og for rigtig mange resulterer det i, at de bliver utrygge.

Af samme grund, og fordi hun ønskede at arbejde tættere og mere kontinuerligt sammen med familierne, begyndte Camilla Lund at tilbyde forløb som såkaldt yogajordemoder, hvor hun så de gravide kvinder én gang om ugen, og hvor de både fik trænet krop, hjerne og hjerte, som hun siger.

– Jeg tilrettelægger undervisningen efter deltagernes behov, men kernen er, at der er god tid til at stille alle de spørgsmål, man ønsker. Vi gennemgår fødslen, og deltagerne får redskaber til at understøtte den naturligt forløbne fødsel, ligesom vi taler om de muligheder, der findes, hvis fødslen trækker ud. På samme måde taler vi om mulige komplikationer og om kejsersnit og om hvorfor nogle fødsler ender med at blive kejsersnit, siger hun og fortsætter.

– Dertil kommer undervisning i, hvordan man kan bruge sin krop – f.eks. i forhold til åndedrætstræning og forståelse for smerter. Det er vigtigt at vide, hvordan ens krop reagerer, når den har ondt, og hvordan man kan arbejde med veerne, siger hun.

Camilla Lund står langt fra alene med synspunktet om, at det er værd at investere i en grundig fødselsforberedelse. Eksempelvis har Ann-Birgitte Havelund, der er næstformand i Jordemoderforeningen og jordemor på Aarhus Universitetshospital i Alt for damerne udtalt, at der er rigtig mange gode ting i den fødselsforberedelse, der udbydes af det offentlige, men at det er hendes indtryk, at den er meget informationstung.

– Samtidig tror jeg, det ville øge kvaliteten at kunne tilbyde mere individualiserede tilbud, så man havde nogle tilvalg, der passer til den enkelte. For vi er jo alle forskellige, siger hun og nævner som eksempel, at nogle gravide kan have behov for at komme på et kursus med afspænding, mens manden måske gerne vil deltage i en særlig far-aften.

Både Camilla Lund og Ann-Birgitte Havelund kan dog glæde sig over, at tingene trods alt er gået den rigtige vej de seneste år. Umiddelbart efter år 2000 blev sparekniven nemlig svunget over den offentlige fødselsforberedelse, hvilket resulterede i, at mange hospitaler helt droppede den, mens den andre steder blev reduceret til auditorieforedrag med flere hundrede tilhørere.

Besparelsen blev dog stærkt kritiseret, hvilket førte til, at der nu igen er indført gruppeundervisning på mange hospitaler. Samtidig debatteres det nu, om fødselsforberedelsen bør gøres endnu mere individuel. Det glæder Camilla Lund.

– Det at føde er jo en 100 procent kropslig oplevelse, og det er meget svært at sætte forberedelsen på formel, så det passer på alle. Af samme grund har jeg også kun hold med få deltagere, da det er det, der giver den største tryghed og størst sandsynlighed for at graviditet og fødsel bliver en rigtig god oplevelse. 

Fakta

Forsker på Aarhus Universitet, Rikke Damkjær Maimburg, har i 2010 undersøgt effekten af fødselsforberedelse. Konklusionen var, at kvinderne var mindre bekymrede op til fødslen, kom senere ind på hospitalet, benyttede færre epiduralblokader og følte sig bedre informeret om amning.

Del

Journalist

Frank Ulstrup

Andre artikler