Weekly News

Nye forskningsresultater til gavn for overvægtige

En ny behandlingsmetode hjælper overvægtige kvinder med den hormonelle forstyrrelse, PCO, med at tabe sig og blive gravide.

Fem til ti procent af alle kvinder i den fødedygtige alder lider af den hormonelle forstyrrelse, Polycystisk Ovarie Syndrom (PCO).

Syndromet betyder bl.a., at kvinderne har en forhøjet risiko for at udvikle overvægt og uønsket hårvækst af den mandlige type. Men værst af alt for mange af kvinderne er, at PCO har gjort det svært for dem at blive gravide. Men nu er der heldigvis godt nyt til de ramte kvinder.

På Copenhagen Fertility Center har læge og Ph.d.-studerende Christina B. Rasmussen og professor dr.med. Svend Lindenberg nemlig opnået gode resultater med præparatet Victoza, som egentlig er en medicin til behandling af sukkersyge.

– Vores forskning har vist, at det med en kombination af livstilændringer og behandling med Metformin og Victoza er muligt for patienter i denne gruppe at opnå betydelige vægttab. Dermed kan de hurtigt indgå i fertilitetsbehandling – og vel at mærke uden de mange komplikationer, som man ofte ser i den traditionelle PCO-behandling, fortæller Svend Lindenberg.

Den traditionelle behandling af PCO-patienter har tidligere bestået af livstilsændringer, diæter, hormonbehandlinger i kombination med Metformin for at nedsætte kvindernes insulinresistens. Men succesen er ofte udeblevet, fordi kvinderne har haft svært ved at tabe sig.

– Med brugen af Victoza, er gruppen derimod langt bedre stillet, siger Svend Lindenberg og peger på, at den nye behandlingsform ikke kun gør det lettere for de berørte kvinder at blive gravide, men at den også reducerer deres risiko for at udvikle cancer, blodpropper og forhøjet blodtryk.

Af samme grund ærgrer det Svend Lindenberg, at sygesikringen endnu ikke yder tilskud til behandlingen med Victoza.

– Vi håber selvfølgelig, at det kommer efterhånden, som de gode resultater bliver udbredt. Udover en kraftigt forbedret livskvalitet hos de berørte kvinder, er der heller ingen tvivl om, at det rent samfundsøkonomisk vil være en rigtig god investering.

Fakta

Udover ufrivillig barnløshed og vægtstigninger, kan PCO resultere i hårtab, uønsket hårvækst, forhøjet blodtryk, sukkersyge og blødningsforstyrrelser. Ca. halvdelen af alle kvinder med PCO er overvægtige med tendens til æblefacon.

Del

Journalist

Frank Ulstrup

Andre artikler