Weekly News

Paradentose og mundhulekræft bekymrer forsker

Færre danskere har i dag huller i tænderne. Til gengæld bør vi gøre noget for de mange mennesker, der lider af paradentose og den farlige mundhulekræft, siger forsker.

Det kommer nok ikke som nogen større overraskelse, at mennesker i udviklingslandene har problemer med tand- og mundsygdomme. Men at der i Danmark, hvor den kommunale børnetandpleje blev indført i 1971, stadig er mange, der har problemer med tænder og mund, vil måske overraske de fleste.

Én af de få, der tværtimod ikke er spor overrasket, er professor på Odontologisk Institut ved Københavns Universitet, Poul Erik Petersen. Han har forsket i folkesundhed i årtier, og står bag en række globale initiativer for forbedring af mundsundheden i Afrika, Asien, Mellemøsten og Østeuropa. Men danskernes tænder og mundhuler har han også holdt et vågent øje med – også selvom vi i dag har markant færre tandsygdomme end tidligere.

– Sundere tænder betyder, at vi bevarer vores naturlige tænder meget længere end tidligere, og dermed er risikoen for, at de angribes af paradentose øget tilsvarende, siger Poul Erik Petersen. Han peger på, at 20 procent af 65-74-årige har tegn på sygdommen, der gradvist kan føre til løse tænder.

Et andet område, der bekymrer professoren, er forekomsten af mundhulekræft. I dag lever godt 2.000 mennesker med diagnosen. I Nordeuropa er Danmark det land, hvor sygdomsrisikoen er højest, og tobak og alkohol er de to største risikofaktorer. Poul Erik Petersen mener, at vi i folkesundhedsarbejdet bør fokusere meget mere på de to sygdomme.

– Paradentose og mundhulekræft er efter min mening to af de mest oversete folkesundhedsproblemer, vi har i dag, og som vi er nødt til at gøre noget ved. Vi kunne f.eks. starte med at inddrage risikoen for mundsygdomme i antiryge-kampagner, og vi kunne informere bedre om, at mundhulekræft og paradentose deler risikofaktorer med mange af de almene kroniske lidelser.

Af samme grund mener Poul Erik Petersen, at indsatsen for mundsundhed i højere grad bør knyttes sammen med forebyggelsen af de almene kroniske sygdomme, og at tandplejepersonaler skal inddrages yderligere.

– Efter min mening bør man etablere et langt stærkere samarbejde mellem tandplejepersonale og de instanser, der arbejder med tobaks­forebyggelsesprogrammer. Det vil give rigtig god mening i en dansk kontekst, hvor vi har fået kontrol med de grundlæggende problemer som huller i tænderne og nu står over for nye udfordringer, lyder det fra Poul Erik Petersen.

Fakta

I Europa ligger Danmark på en syvendeplads i forekomsten af kræft i munden, mens vi i Nordeuropa indtager en trist førsteplads. Årsagen er primært, at vi ryger og drikker for meget.

Del

Journalist

Frank Ulstrup

Andre artikler