Weekly News

Populær app til blinde har en global vision

Den danske app Be My Eyes er blevet en international succes med brugere på 80 sprog. De teknologiske fremskridt i udviklingslande, hvor de fleste af verdens blinde bor, giver store perspektiver.

Der bliver stadig bedre teknologiske muligheder for at nå en marginaliseret gruppe af blinde.

– Vi er blevet oversvømmet af gode mennesker, der gerne vil hjælpe.

Det siger Hans Jørgen Wiberg, opfinder af den danske app Be My Eyes, som på kort tid er blevet en international succes.

Be My Eyes er downloadet af mere end 200.000 seende hjælpere og knap 18.000 blinde, og app’en forbinder folk på over 80 forskellige sprog. 800-900 af de blinde er danskere. I Italien, for bare at nævne et tilfældigt land, benyttes app’en af omkring 600 blinde, der har cirka 3.500 hjælpere. Overalt er den populære app i vækst.

I alt er der omkring 39 millioner blinde personer i verden, og i det lys er 18.000 ikke mange. 90 procent af verdens blinde bor i udviklingslande, og det har givet Hans Jørgen Wiberg og holdet bag Be My Eyes yderligere blod på tanden.

– I Afrika skrider den mobilteknologiske udvikling frem med stormskridt, så vi har et ikke helt lille fokus på, at vi i løbet af tre-fire år kan komme til at gøre en forskel for blinde i Afrika og andre udviklingsområder i verden. Det vil være helt fantastisk, hvis vi kan komme så langt. Internettet udbredes mere og mere, og mobiltelefoner bliver billigere i pris. Der bliver stadig bedre teknologiske muligheder for at nå en marginaliseret gruppe af blinde i for eksempel Afrika, hvor de blinde måske ikke er de første til at rende rundt med en iPhone, siger Hans Jørgen Wiberg.

Be My Eyes er gratis og simpel at bruge. På blinde-siden er der kun en enkelt knap, hvormed den blinde beder om at blive forbundet med en ledig hjælper. Serveren kontakter så en tilfældig hjælper, der taler samme sprog som den blinde. Reagerer den udvalgte hjælper ikke på henvendelsen inden for 10 sekunder, kontaktes den næste hjælper i rækken automatisk, indtil der er hul igennem, og der er video- og audiokontakt mellem den blinde og den seende.

Den blinde filmer og forklarer, hvad der ønskes hjælp til, og den seende svarer ud fra, hvad der kan ses på de levende billeder. På den måde kan den blinde nemt få hjælp til at løse lavpraktiske daglige gøremål og udfordringer – som at indstille vaskemaskinen korrekt, finde det rigtige kabel, der skal sættes ind i routeren, eller opklare, om det er en pose durummel eller hvedemel, der står på køkkenbordet.

Be My Eyes blev startet i 2013 med projektstøtte for to år på i alt to millioner kroner fra Velux Fonden i ryggen.

Fakta

285 millioner mennesker i verden har nedsat syn. Af dem er 39 millioner blinde. Omkring 90 procent af jordens indbyggere med nedsat syn bor i lavindkomstlande.

Kilde: WHO

Del

Journalist

Peter Klar

Andre artikler