Weekly News

Ser stort på lægens anbefalinger

Næsten halvdelen af alle type 2-diabetikere måler ikke deres blodsukker, som lægen anbefaler. Dermed risikerer de sygdomme i hjerte, nyrer og øjne.

For mange handler det simpelthen om, at man ikke vil erkende, at man er syg.

En undersøgelse fra Mediq, der er distributør af hjælpemidler til bl.a. mennesker med diabetes, viser, at alt for mange ser stort på lægens anbefalinger om jævnlige blodsukkermålinger. Helt konkret bliver 47 procent af de bevilgende blodsukkermålere, der udstedes til personer med type 2-diabetes, aldrig anvendt, mens tallet er 12 procent for type 1-diabetes. Og det kan få alvorlige konsekvenser for diabetikerne, siger direktør i Mediq Danmark A/S, Ulrik Rokkedal Therkildsen.

– Helt konkret betyder det, at de risikerer en lang række følgesygdomme i f.eks. hjerte, nyrer og øjne. Dermed vil deres livskvalitet blive kraftigt forringet, samtidig med, at det vil blive meget dyrt for samfundet at behandle, siger han.

Når Mediq slå alarm er det, fordi diabetikerens kendskab til sine blodsukkerværdier er en meget væsentlig faktor i den nødvendige egenomsorg. Uden dette kendskab kan han eller hun gå i lange perioder med alt for store udsving i blodsukkerniveauet, hvilket igen kan medføre de svære komplikationer.

Alvoren understreges også af en undersøgelse fra Diabetesforeningen, der viser, at en femtedel af alle patienter med type 1-diabetes har lavt blodsukker dagligt. Hos patienter med insulinkrævende type 2-diabetes, er det ca. tre procent, mens 14 procent oplever tilstanden én gang om ugen og 13 procent én gang om måneden.

Med de tal in mente har Mediq spurgt diabetikerne, hvorfor de ikke er mere påpasselige med deres blodsukkermålinger. En analyse af svarene peger på, at sygdomsfornægtelse spiller en fremtrædende rolle, siger Ulrik Rokkedal Therkildsen.

– For mange handler det simpelthen om, at man ikke vil erkende, at man er syg, og dermed heller ikke vil tage de nødvendige forholdsregler. Udfordringen er, at der typisk går noget tid, fra at sygdommen er konstateret, til symptomerne begynder at vise sig. Dermed kan man på kort sigt få det indtryk, at det ikke har nogen konsekvenser at springe målingerne over. Men det er desværre helt forkert.

En anden årsag, som de adspurgte diabetikere peger på, er mangel på ressourcer. Her handler det typisk om mennesker, der lider af en række sygdomme, og hvor kræfterne altså ikke nødvendigvis rækker til at håndtere alle sygdommene lige godt.

Ifølge en opgørelse fra Netdoktor.dk er der omkring 320.000 personer, der er diagnosticeret med diabetes i Danmark, mens omkring 200.000 mennesker formentlig har sygdommen uden at vide det. Endelig skønnes det, at ikke færre end 750.000 personer har forstadier til diabetes.

Alene tallenes størrelse bør få sundhedsmyndighederne til at overveje, hvad der kan gøres, for at ændre diabetikernes holdning til blodsukkermåling, siger Ulrik Rokkedal Therkildsen. Baseret på virksomhedens egen analyse, har han selv et bud.

– Vi anbefaler oplysningskampagner, der kan hjælpe mennesker med diabetes til at være mere åbne om deres sygdom, så sygdomsfornægtelsen ikke tager over. Derudover er opgaven at vise borgerne, hvor nemt det er at foretage målinger, så de får endnu mere indflydelse på deres sygdomsforløb. 

Fakta

Der findes to hovedformer for diabetes. Det drejer sig om:

- Type 1-diabetes, der især rammer børn, unge, og yngre voksne.

- Type 2-diabetes, der især konstateres hos midaldrende. Dog ses sygdommen oftere hos stadigt yngre mennesker.

Del

Journalist

Frank Ulstrup

Andre artikler