Weekly News

Skærmbrug truer børns udvikling

Behandler råder forældre til at sætte grænser og finde de gode gamle lege frem igen.

Der var engang, hvor børn legede tik, byggede huler og klatrede i træer, når de skulle have det sjovt. Vil man forvisse sig om, at den tid er endegyldigt forbi, behøver man blot at besøge et hvilket som helst boligområde i dagens Danmark. Her er der stille og tomt. Og det er ikke nogen god udvikling, siger en række eksperter – heriblandt pædagog og behandler, Inge Dixon, der driver Stress-Clinic i Fredericia. Hun har gennem de seneste år iagttaget, hvordan barndommen har forandret sig radikalt – særligt under indflydelse af de digitale muligheder som mobiler og iPads.

– Der er mange, der bruger rigtig meget tid foran skærmen og på den envejskommunikation, den tilbyder. Problemet er, at børn måske nok bliver underholdt, men de udvikler ikke deres motoriske, sociale og kognitive evner på samme måde, som når de indgår i fysisk leg med andre børn. Det er synd, for det har negative konsekvenser nu, men også på længere sigt, siger Inge Dixon, og peger på, at hun i sin praksis i Fredericia ser problemerne på nært hold.

Forældre henvender sig ofte, fordi deres børn har adfærdsproblemer, kommer i konflikter med andre – eller fordi de er hyperaktive eller indesluttede. Når Inge Dixon lærer familien at kende, viser det sig meget ofte, at overdreven skærmbrug er en betydelig del af problematikken.

– For rigtig mange handler det simpelthen om, at de ikke får tilstrækkeligt med social og motorisk træning – og her er iPads mv. en af synderne, fordi de simpelthen stjæler børnenes tid. Dertil kommer, at f.eks. facebook er en slags envejskommunikation, hvor du ikke ser, hvordan dine ord påvirker andre mennesker. Mediet begrænser simpelthen dine muligheder for at udvikle en sund empati for andre mennesker.

Et andet forhold er, siger Inge Dixon, at vi i dag har en generation af helt unge forældre, der ikke kender til tiden før alting blev digitalt. Dermed falder det dem ikke naturligt at præsentere deres børn for de mere fysisk betonede lege, der foregår i grupper.

– Man er på et eller andet plan uvidende, om de alternativer, der findes til digital underholdning, og af samme grund havner børnene ofte foran skærmen. Det siger sig selv, at de børn selv vil få endnu sværere ved det, når de selv bliver forældre engang.

Af samme grund råber Inge Dixon og en række andre eksperter vagt i gevær. Ikke for at kritisere forældrene understreger hun, men for at sætte fokus på en uheldig udvikling.

– Jeg tror, det er meget afgørende, at vi som forældre får sat nogle faste rammer for børns skærmtid. Og som altid ligger initiativet hos forældrene. De skal gå foran som rollemodeller, begrænse deres egen skærmtid og bestemme sig for, hvad der er et rimeligt niveau for deres børn. Derefter skal de præsentere alternativer, hvor man er sammen og kommunikerer med hinanden. Det behøver ikke være noget spektakulært – hulebyggeri eller en tur i skoven eller lignende rækker fuldt ud. Det vigtigste er, at man er sammen, og at man er fysisk aktive.

Og hvis der er én ting, man kan være næsten sikker på, er det, at den manøvre vil skabe konflikter. Men det skal man ikke være bange for, siger Inge Dixon.

– Konflikter er naturlige og hører med til opdragelsen. Husk, at det er dig, der er forælder, og at børn dybest set hungrer efter grænser, fordi det giver dem tryghed. Hvis man skriver sig det bag øret, vil man være rigtig godt rustet til at gå i krig med iPad’en, smiler Inge Dixon. 

Fakta

Børn elsker at hjælpe far og mor med ”voksenting” og på den måde føle, at de gør en forskel. Almindeligt husligt arbejde som at feje og støvsuge er dermed glimrende fællesaktiviteter, som stimulerer barnet meget mere end passiv skærmtid.

Del

Journalist

Frank Ulstrup

Andre artikler